Sugars bassist Dave Barbe gad ikke turnere mere, og så var det slut
for den femårige trio, som Bob Mould dannede efter sine to
første soloalbums, der udkom efter opløsningen af Hüsker
Dü. Nu er Bob Moulds gruppe igen opløst, og endnu engang
fortsætter Mould på egne ben. Det tredie soloalbum, Bob
Mould, er dels en fortsættelse af Sugars stil, hvor massiv
guitarrock parres med iørefaldende melodier. og hvor Moulds
småpessimistiske syn på verden afspejles i den noget
håbløse stemning, som hans sange altid frembringer. Forskellen
på Sugars tre albums og Moulds to første soloudgivelser bestod
på den ene side af Sugars langt mere elektriske lyd, mens
Workbook og Black Sheets Of Rain på den anden side var
langt mørkere.
Det nye album, som Mould åbenbart ikke har kunnet givet noget andet
navn end sit eget, fortsætter rent humørmæssigt hvor Moulds
solokarriere slap, mens den energiske of hyperelektriske lyd fra
Sugar-perioden er dominerende musikalsk. Faktisk er lyden i mange af
albummets numre så forvrænget, at elektriciteten næsten
kammer over. Det lader sig bl.a. høre i numrene 'Hair Stew' og
'Deep Karma Canyon', hvor guitarlyden næsten når en Sonic
Youth-agtig hylen. Bob Mould er ikke et lyttevenligt album, på
samme måde som Copper Blue og File Under Easy Listening
var det, men det viser til gengæld, hvilket sublimt rocktalent Bob Mould
altid har været forfulgt af.
|
